Hvis du som leder overgør dine styrker, fordi du er mest tryg ved dem, så er der stor risiko for at det hæmmer dit lederskab. Det kan du modvirke ved at udvikle en versatil og situationsbestemt ledelsesstil.
Versatil ledelse handler om at lære at tøjle det som kommer naturligt til én, så det ikke overgøres – og samtidig lære at skrue op for det som ikke kommer så naturligt, for at undgå at det mangler eller forbliver en blind plet i lederskabet.
Få inspiration til, hvordan du skruer ned for dine stærke og op for dine svage sider her.
Som de fleste andre ledere har du måske udviklet en forkærlighed for en særlig ledelsesadfærd eller ledelsesstil, som du forsøger at løse alle udfordringer og opgaver med. Konsekvensen kan være, at din ledelse bliver ubalanceret og ensidig, og det kan føre til stress, lav trivsel og ineffektivitet i din organisation. Derfor bør du udvikle dit lederskab, så du bliver bedre til at tilpasse din ledelsesstil til omstændighederne.

Hvad er en versatil ledelsesstil?
Begrebet versatil ledelse er udviklet af to amerikanske ledelsesforskere, Robert Kaplan og Bob Kaiser på baggrund af deres forskning i, hvad der adskiller ledere som lykkes, fra dem som ikke lykkes lige så godt. Lige som i situationsbestemt ledelse handler versatil ledelse om at kunne aflæse samt tilpasse sin ledelse til enhver given situation.
I versatil ledelse fokuserer man imidlertid mindre på medarbejderne og mere på lederen. Versatil ledelse fokuserer på lederens ”mindset”, bedst oversat til ”tankemønstre” på dansk og så den ledelsesadfærd som tankemønstret medfører.
De fleste ledere har en ofte ubevidst personlig præference for én bestemt ledelsesstil, som vedkommende bruger i enhver situation. Også når en anden ledelsesstil ville være mere effektiv. Ofte har de samtidig en fordom mod den modsatte ledelsesstil, som de derfor ikke bruger – også selvom det ville være mest hensigtsmæssigt. 30 års forskning i versatil ledelse viser, at 90% af alle lederes tankemønster består af en præference for en særlig adfærd – noget som lederen føler er god ledelse – og en fordom imod den modsatte ledelsesstil – noget lederen føler er dårlig ledelse. For eksempel føler mange ledere at tillid er godt, hvorimod kontrol er dårligt.
Det negative tankemønster er imidlertid et problem, da kontrol langt fra altid er dårligt i sig selv. Et endnu større problem er, at tankemønstret om kontrol som dårligt blokerer for, at lederen kan udføre andre nødvendige ledelsesstile, såsom opfølgning, direkte feedback samt holde folk ansvarlige for deres opgaver. Alt sammen fordi det ”lugter” af kontrol, hvilket lederen ikke vil sættes i forbindelse med.
At udvikle en versatil ledelsesstil kræver derfor, at du er klar til at lære dig selv bedre at kende og arbejde med at nuancere din ledelsesadfærd, så du kan møde omverdenens omskiftelighed med en bred vifte af ledelsesstile tilpasset den enkelte situation.
Dine styrker bliver din svaghed
De fleste styrker har en negativ modpol, og hvis du overgør en styrke eller en ledelsesstil, kan den ende med at blive negativ og uproduktiv. Hvis du som leder for eksempel sværger til empowerment af dine medarbejdere, er det umiddelbart positivt: Du giver dem plads til selv at udfolde sig i stedet for at diktere dem løsninger. Men det kan også blive negativt, hvis medarbejderne faktisk gerne vil have dine input og sparring, men du giver dem det ikke, fordi du ikke vil diktere.
Problemet er, at du sandsynligvis har lagt en del af din lederidentitet i at være en åbenleder, der for alt i verden ikke vil virke dikterende, fordi du fx oplever, at topledelsen opfører sig sådan. Dermed bliver du blind for den negative modpol – at du lader dine medarbejdere i stikken, og at de derfor opfatter dig som ligeglad og måske endda som reserveret, fordi du ikke deler ud af din faglige viden og dine evner.
Bliv en versatil leder ved at skrue op og ned
Derfor er det vigtigt, at du styrker din svage side og modererer den overgjorte side. Det eneste menneske vi ikke kan se ude fra, er som bekendt os selv. Det er ikke sært, at det er vanskeligt at lære sig selv at kende.
Første skridt til at blive en mere versatil leder er derfor, at få hjælp til at se dig selv udefra ved at få feedback fra under-, side-, og overordnede om, hvorvidt du overgør en ledelsesstil samt feedback på, hvordan du kan skrue op og ned for din adfærd.

Skru ned for overgjorte stryker
Justeringen af dine styrker starter med en erkendelse af, at du er nødt til at skrue ned for en bestemt adfærd kombineret med en følelse af lyst og forpligtelse til også at gøre det. To taktikker for dette arbejde er:
- Du skal lære at mærke, når du per refleks igen er ved at handle uhensigtsmæssigt i situationen, så du kan nå at stoppe disse. Oftest kommer signalet fra kroppen eller hjernen, som registrerer en følelse af at noget er på vej i den gale retning.
- Du skal sikre, at du får regelmæssig feedback fra dine kollegaer og ledere, der kan signalere, når du falder tilbage i fælden med at overgøre en bestemt adfærd. Lav en gensidig aftale med en kollega du er tryg ved – din kollega har med 90% chance brug for din hjælp også.
Når du overgør en styrke, hænger det ofte tæt sammen med dine tankemønstre – dit mindset. Dem kan du blandt andet arbejde med på følgende to måder:
- Undersøg og bearbejd de forestillinger, der medvirker til at fastholde dig i at bruge en bestemt ledelsesstil, selv om den ikke virker i situationen. Eksempelvis frygten for at blive opfattet som dikterende. Stil dig selv tre spørgsmål; har du forelsket dig lidt for meget i en bestemt ledelsesstil? Hvad er du bange for at blive opfattet som hvis du gør det modsatte? Og hvordan kan du sætte retning og fortælle folk hvad de skal gøre, uden at blive dikterende (eller det som du er bange for at blive opfattet som).
- Bliv bevidst om dine styrker, og tag dem til dig, hvilket ofte i sig selv medfører en justering af styrkerne, så du ikke overkompenserer, fordi du ikke kender dig selv. Så vil du primært bruger dem i situationer, hvor de faktisk er styrker.
Skru op for den svage side
Du kan skrue op for din svage side ved at ”tvinge” dig selv til at gøre noget, du ikke har følt gav mening eller ikke har turdet at gøre tidligere. For at kunne skrue op for dine svage sider skal du overkomme dine hæmninger og fordomme imod den ”ubehagelige” version af adfærden og prøve at definere hvordan adfærden kan udføres når den er ”lige tilpas”, konstruktiv og produktiv. Du kan arbejde med at skrue op for dine svagheder ved at:
- Du lærer dine indre signaler at kende, så frygt og ubehag ikke afholder dig fra at handle værdifuldt, blot fordi det føles utrygt.
- Du dykker ned i de bagvedliggende forestillinger, selvfortællinger og erfaringer, som du bruger til at vedligeholde bestemte hæmninger. Du undersøger forskellen på at gøre adfærden ”tilpas og værdiskabende” og ”ubehageligt og skadeligt”.
- Du udforsker og får feedback på dine styrker, idet erkendelsen af dine styrker kan frisætte energi og mod til at arbejde med dine svagheder og tage nye skridt.
Disse udviklingsmetoder kan du arbejde med gennem bl.a. coaching eller sparring med en kollega, en mentor eller eventuelt en ekstern konsulent.
Artiklen er skrevet af Niels-Henrik Sørensen
Erhvervspsykolog, direktør i 360leadership

Er du interesseret i mere viden om udviklingsværktøjet LVI?
360-graders feedback – ledelsesudvikling gentænkt til en verden i hastig forandring!
Download vores eksklusive e-bog gratis og bliv klogere på, hvordan du kan styrke dit lederskab gennem datadrevet feedback. E-bogen indeholder konkrete værktøjer og case-eksempler, som allerede har hjulpet tusindvis af ledere.
Start din udvikling i dag!
Vil du vide mere?
Niels-Henrik Sørensen er direktør i 360leadership og Skandinaviens førende ekspert i 360-graders feedback og versatile ledelse. Han har hjulpet ledere fra virksomheder som Novo Nordisk, Danske Bank og DR med at styrke deres lederskab gennem datadrevet feedback og udviklingsprocesser.
Niels-Henrik motto er:
”LVI er dejligt befriet for ideologi; organisationens egne data sikrer, at vi arbejder med det rigtige, hver gang og i hvert enkelte tilfælde”
Du kan kontakte Niels-Henrik på:
Telefon:+45 23 35 45 50
Mail: nhs@360leadership.dk
